top of page
Anchor 1

Hvem passer på dine børn, hvis du dør, før de er fyldt 18 år?

Det sker ikke for mig!” Sådan tænker de fleste af os. Desværre har vi alle hørt de værst tænkelige historier, hvor uheldet har været ude, og begge forældre har mistet livet i f.eks. en bilulykke eller andet. Tilbage står børnene uden tryghed og uden sikkerhedsnet. Selvom man helst ikke vil tænke tanken som forældre, så bør man tænke den til ende.

Et børnetestamente kan give jer ro

Et børnetestamente kan give dig og din familie ro, hvis uheldet skulle være ude. Et børnetestamente er et dokument, som beskriver jeres ønske for, hvem der skal overtage forældremyndigheden over jeres barn/børn, hvis I skulle gå bort, før de bliver myndige. 

Hvis uheldet er ude for jer, og I ikke har lavet et børnetestamente, så vil Statsforvaltningen tage beslutningen om, hvem forældremyndigheden skal overgå til. Dette er uanset, hvilke ønsker I selv måtte have haft. Jeres ønsker tillægges alene vægt, hvis I har et børnetestamente. Statsforvaltningen vil, medmindre det strider mod barnets tarv, følge jeres ønsker i børnetestamentet.

Forældreløse børn

Jeres børn er pludselig forældreløse i systemet, og forældremyndigheden tillægges uden et børnetestamente oftest ud fra en afvejning taget på et objektivt grundlag af Statsforvaltningen. Der kan ligeledes opstå den situation, hvor flere ønsker forældremyndigheden over jeres børn. Det er herefter op til Statsforvaltningen at afgøre, hvem de mener, er bedst egnet til at passe barnet, og dermed hvem der skal have forældremyndigheden. 

 

Selv Statsforvaltningen råder til at få lavet et børnetestamente. Forhenværende kontorchef for det familieretlige område i Statsforvaltningen, Bente Koudal Sørensen, har til DR udtrykt, at ”det ville være en stor hjælp for Statsforvaltningen, hvis flere skrev ned i et børnetestamente, hvem de ønsker, skal have forældremyndigheden over deres børn, i tilfælde af, at de skulle gå bort”.

bridge-child-children-191034.jpg

Skab tryghed og viderebring jeres ønsker for jeres børn

Det er vigtigt, at I får lavet et børnetestamente, så jeres børn kommer et trygt sted hen, hvor I – og de – er trygge, hvor jeres ønsker for dem videreføres, og hvor I bliver husket. Med et børnetestamente kan I sikre jeres børn en god opvækst – også uden jer. Derudover kan I undgå en konflikt mellem de efterladte familier, hvor de skal blive enige om, hvorvidt det ene eller det andet sæt bedsteforældre, eller nogen tredje skal have forældremyndigheden, hvis du/I skulle gå bort.

Særligt vigtigt er et børnetestamente, hvis en af jer har et særbarn

Hvis den ene af jer opfostrer den andens biologiske barn, da den anden biologiske forældre ikke har ønsket, eller ikke har kunnet, være en del af barnets liv, er et børnetestamente særligt vigtigt. Hvis barnets biologiske forælder afgår ved døden, vil forældremyndigheden som udgangspunkt gå til den anden biologiske forælder, medmindre konkrete forhold taler imod dette. Dette konkrete forhold er f.eks. et børnetestamente. Her kan I forklare Statsforvaltningen, hvorfor udgangspunktet skal fraviges, og den biologiske far eller mor ikke skal have forældremyndigheden. Dette kan f.eks. være fordi jeres partner – den ikke biologiske forælder – reelt har virket som barnets anden forælder.

Hvordan gør jeg?

Et børnetestamente kan indgå i ”et almindeligt” testamente, hvilket vi altid anbefaler, således at I dermed udtømmende har taget stilling til arvens fordeling og jeres specifikke ønsker. På denne måde opbevares testamentet i et centralt arkiv, så det nemt og hurtigt kan findes frem af Statsforvaltningen. I børnetestamentet angives en primær person, som tildeles forældremyndigheden. Vi anbefaler dog også, at I indsætter en sekundær person eller indsætter flere personer i en prioritetsrækkefølge, hvis den første person på et senere tidspunkt ikke er i stand til at overtage forældremyndigheden.

KONTAKT OS FOR AT HØRE NÆRMERE?

Lisa, advodan.JPG

Lisa Lykke

Familiearven

Web                        www.familiearven.dk

Telefon                      9340 3434

E-mail                       kontakt@familiearven.dk  

Anchor 2

Bør I have et testamente, selvom I er gift?

Det spørgsmål Familiearven modtager flest gange er ”bør vi stadig have et testamente, selvom vi er gift?”

 

Svaret er JA! Selvom I har valgt at indgå ægteskab, så er det ikke nødvendigvis ensbetydende med, at man er bedst muligt sikret i forhold til arv. 

 

Overraskelser for de fleste ægtepar

Der vil for de fleste opstå arveretlige overraskelser i forbindelse med, at boet skal skiftes, og arven skal deles. Det overrasker f.eks. de fleste af vores klienter, at I ikke arver hinandens arv 100%, når I er gift. Hvis I har børn, vil halvdelen af afdødes formue gå til børnene og den anden halvdel til længstlevende ægtefælle. Det betyder, at jeres børn arver 25%, og den længstlevende af jer arver 75% af jeres samlede formue.

 

De fleste ægtepar regner samtidig med, at børnene i en sammenbragt familie automatisk alle arver det samme, når længstlevende dør, så længe man er gift. Dette er ikke korrekt.

 

Hvordan kan I sikre hinanden bedst muligt

Med et testamente kan I sikre, at jeres børn får deres arv, men at arven til dem først bliver delt efter også længstlevende er gået bort. Til at starte med vil de således med et testamente alene modtage deres tvangsarv. Dette betyder, at længstlevende med et testamente kan arve op til 93.75% af jeres samlede formue.

 

Hvis I har dine, mine og jeres børn, så er det vigtigt at være opmærksom på, at der uden et testamente vil opstå en enorm skævdeling af arven. Uden et testamente vil længstlevendes børn arve mere end førsteafdødes børn. Førstafdødes børn arver tvangsarven, mens længstlevendes børn vil arve resten. Lad os antage, at I har en fælles formue på 200.000 kroner og begge har et særbarn. Når den første af jer afgår ved døden, arver dennes særbarn tvangsarven på 50.000 kroner. Længstlevende får 150.000 kroner. Når længstlevende afgår ved døden, arver længstlevendes barn alle 150.000 kroner. Der er således stor forskel på, hvor meget jeres børn arver efter jer. Dette kan undgås med et testamente. Med et testamente kan I eksempelvis sikre, at førsteafdødes børn i første omgang kun får tvangsarven, og længstlevende ægtefælle således arver mest muligt. I anden omgang, når I begge er gået bort, kan I så sørge for, at arven fordeles, så alle børnene får en lige stor del hver. 

 

Jeres børns arv kan tilsvarende reguleres efter, hvor mange særbørn I hver især tager med ind i forholdet og kan desuden prisindeksreguleres for at tage højde for inflation eller deflation og i sidste ende sikre, at de alle arver det samme.

 

Med et testamente kan I samtidig sørge for at bestemme særeje for jeres børns arv. Særeje kan blive meget nyttigt, hvis de skal skilles en dag, så jeres børn således beholder deres arv fra jer og ikke skal dele den med en (eks)ægtefælle. 

 

Undtagelser

Der er få undtagelser til hovedreglen, hvor I godt kan arve 100% af den samlede formue efter hinanden. Dette er enten, hvis den samlede formue ikke overstiger 760.000 kroner, og der kan laves et ægtefælleudlæg. Alternativt hvis I vælger at sidde i uskiftet bo, hvor I udskyder arven til børnene til efter længstlevende er gået bort. Dette kan dog til tider være en risikabelt konstruktion, hvor længstlevende ikke har den fulde råderet over boet til at disponere over de likvide midler præcis som ønsket. Ligeledes kan længstlevende ende med at overtage en eventuel gæld fra førsteafdøde. Skifter man boet med det samme efter førsteafdøde, vil I aldrig overtage hinandens gæld. 

 

Hvordan gør I?

Familiearvens bedste råd er at undersøge, hvad der sker, når I ikke er her længere. Det er desværre uundgåeligt, at det sker en dag, og det kan kun anbefales at være bedst muligt forberedt.

 

Ægtefæller uden et testamente kan som nævnt alene arve op til 75% af den samlede formue efter hinanden, hvorimod ægtefæller med et testamente kan arve op til 93.75% af den samlede formue efter hinanden. 

 

Det er ligeledes vigtigt, at jeres arv går til præcis dem, I ønsker – f.eks. at alle jeres børn – både fælles og særbørn – arver det samme. Dette kan I også sikre med et testamente. I kan gøre arven til børnene til særeje eller vælge at båndlægge arven, til jeres børn når en bestemt alder. Dette er blot nogle af de mange fordele og muligheder, der er ved at oprette et testamente.

KONTAKT OS FOR AT HØRE NÆRMERE?

Web        www.familiearven.dk

Telefon    9340 3434

E-mail    kontakt@familiearven.dk  

Lisa, advodan.JPG

Lisa Lykke

Familiearven

Web                        www.familiearven.dk

Telefon                      9340 3434

E-mail                       kontakt@familiearven.dk  

bottom of page